Året er 1962. Tony Lip (Viggo Mortensen) arbejder som udsmider-type på en natklub og er ikke
Se næste indlæg >
Filmanmeldelse: Green Book
Året er 1962. Tony Lip (Viggo Mortensen) arbejder som udsmider-type på en natklub og er ikke bleg for at slå en proper næve. Han står dog pludseligt uden arbejde, da natklubben skal renoveres et par måneder og da pengene i husholdningen er små, så skal der findes et midlertidigt arbejde hurtigt. Tony bliver kaldt til en samtale til jobbet som chauffør hos en læge, men det viser sig, at manden i stedet er en virkelig dygtig musiker, men også at han er sort. Sidstnævnte har Tony det svært ved, da han ikke kan forestille sig at arbejde for en sort mand. Lønnen er dog så god, at Tony takker ja til jobbet. I 2 måneder skal han agere chauffør for Dr. Donald Shirley (Mahershala Ali) og sørge for at holde “problemer væk”. Det er ikke helt ufarligt for en sort mand at tage på musikturné i de amerikanske sydstater i 1960erne. Problemer støder de også på (eller “problemerne” opsøger dem) og de to mænd opbygger snart et venskab for livet.
Vores anmeldelse: Hvis man før Oscars 2019 havde spurgt mig, om jeg ville satse puljen på, at Green Book vandt prisen for “Bedste film”, så havde jeg nok svaret nej. Okay, primært fordi jeg ikke havde set den der endnu, men også fordi den virkede til at være lidt af en underdog i forhold til mange af de andre nominerede. Roma, Bohemian Rhapsody og A Star is Born var inden både mere omtalt og hypet. Men Green Book kan noget. Den bliver aldrig hæsblæsende eller neglebidende spændende. Faktisk vil jeg nok lægge filmen i den kasse, hvor der står “feel good-film” på, fordi selvom emnet er seriøst (racisme, raseadskillelses mm), så formår filmen at behandle emnet på en måde, hvor det ikke bliver for tungt. Det er ikke meningen, at vi skal græde, men den vil godt foragede os – og det blev jeg også. Selvom jeg har læst nok bøger og set nok film til på forhånd at vide, at det ikke var nemt at være afroamerikaner i USA i 60erne. Green Book angriber især emnet med humor og det klæder filmen. Det bliver nemlig aldrig for komisk, men det gør, at emnet glider nemmere ned og på en måde hvor vi stadig ikke glemmer alvoren i det.
Både Viggo Mortensen og Mahershala Ali spiller godt og det er bestemt de to herres fortjeneste, at filmen kommer op på det niveau, som den gør. Uden deres samspil, havde filmen ikke været den samme. Viggos karakter er stor, larmende, fordomsfuld og ikke altid super skarp. Mahershala i form af Dr. Donald Shirley er det stik modsatte; indadvent og intelligent. Selvom filmen foregår for 60 år siden, så tror jeg, at de fleste af os kan genkende Viggos type; en “hygge-racist”, der i hverdagen ikke har det store problem med mennesker af anden farve, men han vil alligevel ikke have dem ind i sit hjem, arbejde for dem og der kan også falder en halv-racistisk bemærkning af her og der. Hans fordomme handler primært om udvidenhed og mangel på kontakt med netop dem, som han er fordomsfulde overfor. Der er mange i dagens Danmark, der ville have godt af en road trip ala den de tager på i Green Book.
Filmen er i øvrigt baseret på en sand historie. De to herre forblev venner for livet og døde i 2013 – med få måneders mellemrum. Det er da poetisk!
Nå, er den så Oscaren værd? Mit hjerte heppede nok mest på A Star is born, men ja – det er sgu helt okay, at Green Book vandt. Det ER en god film. Den får 5 ud af 6 stjerner herfra. Hvis I kunne lide The Help med blandt andet Emma Stone og , så vil I også nyde Green Book.
// Jeanett
Ingen kommentarer endnu